Så fik vi endnu en dag
Indspillet på ”Så fik vi endnu en dag” i 1997
På mine gamle dage som omrejsende udøvende artist, er jeg blevet bedre til at tage en overnatning på et hotel hist og her, når jeg har været på job. Da jeg var yngre, betød det ikke så meget at ligge og rakke hjem gennem natten, alene i min bil. Jeg er udpræget et A-menneske og er ikke til de store beslutninger efter kl. 22. Derfor vinder min trang til søvn nu om stunder oftest over lysten til at komme hjem i min egen seng.
Før i tiden har jeg taget de vildeste køreture på tværs af landet i kulde og vintervejr og mørke og med øjenlåg så tunge, at jeg med jævne mellemrum måtte ud af bilen og løbe en tur rundt om den for at jage søvnen væk. Så kunne jeg tage nogle kilometer igen. Alligevel er den mærkeligste tur vist en, jeg tog for ikke særligt længe siden. Jeg skulle optræde fredag sidst på eftermiddagen i Rønne på Bornholm og lørdagen efter lige over middag i Harboøre på den jyske vestkyst. Jeg nåede med nød og næppe en færge fra Bornholm til Ystad og kørte så langt, jeg orkede, før jeg måtte sove. Det var i maj måned, så vejret var lunt, og jeg lagde mig til at sove i min bil. Jeg har ikke en autocamper men en ganske almindelig mindre varebil. Og jeg kan godt afsløre, at man ikke sover særligt godt på tværs af sæderne i den.
Men jeg fik lidt søvn og fortsatte turen og nåede lidt blakøjet til Harboøre i rette tid.
Jeg var træt, da jeg lørdag først på aftenen nåede mit eget hjem.
Jeg har også prøvet et par gange før i tiden at misse en Storebælts færge i nattetimerne. Det medfører også nogle timers umanerlig dårlig søvn i bilen.
Men engang midt i halvfemserne havde min hyre åbenbart været så god, at jeg mente, jeg havde råd til at tage en overnatning i København efter et aftenjob i hovedstaden. Jeg havde en færge at nå om morgenen, så jeg måtte ret tidligt af sted fra mit hotel, som lå på Vesterbro. Og der i den stille morgentime kørte jeg ud af byen, mens jeg så den vågne. Jeg ved ikke, hvorfor den morgen satte sit særlige præg på mig. Den blev i hvert fald til en sang. Jeg har ellers set København vågne mange gange. Jeg har boet der i flere år, og jeg har også været taxachauffør, mens jeg studerede der, så jeg kender godt byen, dens morgenrutiner og dens skyggesider.
Denne morgen så jeg med nye øjne det liv, der udspiller sig i gaderne på den tid af døgnet. Jeg prøvede at fange det ind og fælde det ned.
Nu er det vist sådan, at i en storby er bagsiden af tilværelsen tydeligere. Ikke mange bor på gaden i en vestjysk landsby, og prostituerede er det så som så med i en mindre provinsby. Men i storbyen er de at finde. Endda alt for mange af dem. Og mens jeg kunne betragte den nye dags forhutlede eksistenser, slog det mig, at hver eneste ny dag er en gave. Jeg har som regel lyst til at stå op om morgenen og kaste mig over de opgaver, der ligger foran mig. For andre er en ny dag ensbetydende med et nyt helvede. Et nyt mørke, som bare begynder forfra.
Derfor sad jeg med sådan underligt blandede følelser på vej ud af byen den fredag morgen. Jeg sad og fik ondt langt ind i min sjæl over det, jeg så, og samtidig kastede solen sit lys ned over en ny dag, en ny gave, som jeg et eller andet sted var dybt taknemmelig for. Jeg kunne næsten ikke rumme de forskelle, der er i vi menneskers livshistorier.
Måske var det derfor, at denne nye dag, denne nye mulighed, denne nye forbandede gave blev til en sang.
Jeg så posedamerne, der i skraldespandene forsøgte at finde efterladenskaber fra nattens byliv. Jeg så mænd, som helt tydeligt havde fået rigeligt at drikke i løbet af natten, og som nu var i åbenlys tvivl om, hvor de egentlig hørte hjemme. Og da det nu var på Vesterbro, min rejse ud af byen tog sin begyndelse, så var trækkerpigerne også en del af morgenens bybillede. Istedgade har alle dage haft sin helt egen sørgmodige historie i København. Børnene, der med en nøgle i en snor om halsen, traskede af sted, var der også. De så ikke just ud til at være parate til en ny dag med alle dens alt for store udfordringer for alt for små mennesker.
Men de pæne mennesker er der jo også. De skridter stilsikkert og moderigtigt over gaden i deres Armani habit, prajer en hyrevogn og drøner ud i det mulighedernes marked, der har skabt den rigdom, de nu bygger deres liv på. Jeg kender dem fra min tid som taxachauffør. Fra den tid kender jeg også de alt for berusede mennesker, som ikke aner, hvad der er op eller ned. Den ene tur kan være med et fornemt par, der skal køres fra deres syvværelses lejlighed på Østerbro til Det Kongelige Teater, og den næste kan være med en fuld mand, man selv skal hente inde på værtshuset, og næppe har man fået manden ind i bilen, før han dejser om på bagsædet og siger: ”Kør.” ”Hvorhen”, spørger jeg. ”Ingen steder, bare kør lidt rundt. Jeg skal lige have varmen.”
Så smider han et bundt pengesedler om til mig og mumler, inden han falder i søvn: ”Jeg har penge nok. Bare kør.”
Man kan roligt sige, at en ny dag tager sig forskellig ud, afhængig af, hvilke øjne, der ser den.
Så fik vi endnu en dag.
Solen stiger rund og rød, i det stille morgengry.
Et par duer finder brød i den morgenvåde by.
Posedamens pose er flad, hun står og roder efter lidt mad.
En enkelt fulderik på druk, vakler baglæns hjem i seng.
Dagen bliver vist rund og smuk, men han ænser ingenting.
Der er en trækkertøs på træk. Morgenlyset jager hende væk.
Så fik vi endnu en dag af Gud.
Endnu en dag før alt er sket,
før tidens tavle viskes ud,
og den sidste morgensol er set.
Bange børn på vej til bus, trasker tappert to og to,
fra et mørkt og lukket hus, kender ingen rast og ro.
”Vis nu mor, skat, du er stor, nøglen får du her i en snor.”
En enkelt hyrevogn i fart, kører jetset hjem i seng.
Jeg tror natten kommer snart, med den lyse sommereng.
Tidens trend er kend dig selv, mens de faderløse slås ihjel.
Så fik vi endnu en dag af Gud.
Endnu en dag før alt er sket,
før tidens tavle viskes ud,
og den sidste morgensol er set.
.