I Guds værksted

I Guds værksted

Indspillet på ”En verden til forskel” i 1990

Det fortælles om Moder Teresa, der levede det meste af sit liv blandt slummens børn i Calcutta i Indien, at hun engang blev interviewet af en vestlig journalist. Denne sagde: ”Nu beder du jo meget, Moder Teresa, men hvad siger du egentlig til Gud, når du beder?” ”Jeg siger ikke så meget, jeg lytter mest”, lød svaret. Journalisten havde ikke tabt tråden, så han fortsatte. ”Nå, men hvad siger Gud så i al den tid, du bruger på at bede?” Og den vise kvinde svarede: ”Han siger heller ikke så meget. Han lytter også mest.”

At have den mulighed givet at være sammen med Gud, er i virkeligheden så stort og så mærkeligt, at man næsten kan tabe pusten over det. Den almægtige selv, som har skabt himlen og jorden, og som holder verden i sine hænder, må jeg frit og frejdigt henvende mig til med hvad som helst, der ligger på mit hjerte.

Det er faktisk ubegribeligt.

Og som Moder Teresa så glimrende satte ord på, så behøver bøn ikke at betyde en masse ord. Hvorfor skulle jeg til Gud sige en masse ord, som ikke helt holder vand. Han kender mig bedre, end jeg kender mig selv. Det er nærmest direkte tåbeligt at begynde at vise mine pæne sider frem for Gud i en eller anden misforstået fromhed i den tro, at han så bedre kan lide mig. Sådan gør man jo heller ikke over for et menneske, man står meget nær og kender særdeles godt. Jeg får ikke noget ud af at fortie mine mørke sider over for min kone i den tro, at jeg kan bilde hende ind, at jeg er et helt igennem godt menneske. Hun kender mig på godt og ondt efter mange års venskab og ægteskab. Jeg kan lige så godt være ærlig over for hende. Andet holder ikke.

Det er ikke anderledes i mit forhold til min skaber. Jeg har fået foræret den mulighed, at jeg frit og uforfærdet kan henvende mig til Gud med alt det, der er mig. Hvis jeg tænker efter, så tror jeg faktisk, at Gud hellere vil have mine frustrationer over ham hældt i hovedet, end han vil høre et par pæne sætninger, som jeg bilder mig ind, han vil sætte pris på.

Skulle jeg gå til ham og lade som om, at uden mig får han næppe ført sin sag igennem? Skulle jeg gå til den Almægtige og vise mine fromhedspokaler frem? Vise ham rundt i den pæne rengjorte 1. sal, hvis kælderen stinker af råd?

Jeg har en stående invitation til at nærme mig universets Herre uden frygt. ”Den, der kommer til mig, vil jeg aldrig støde bort”, har han lovet mig. Og denne almægtige må jeg endda kalde min far. Ikke en far, som kun vil mig, når jeg har opført mig pænt, eller en far, som lige har fem minutter tilovers, inden han skal videre til noget andet. Nej, en far, der på aramæisk, som var det sprog, Jesus og hans venner talte, kaldes abba. Det ord oversættes bedst med farmand. En god, varm, kærlig far. Jeg kan sammen med ham sætte mig ved den ternede dug i køkkenkrogen – uden de store ord, hvis jeg mest har brug for bare at være lidt hos ham. Men jeg kan også gå til ham med alt det, der tvinger mig i knæ, med alt det, der stjæler min livsglæde, med min tvivl, min uro og min angst.

Der kan siges fantastisk meget godt om bøn. Denne livline, denne hotline, som altid er åben for enhver, der benytter sig af den. Men i denne sang, som faktisk er en gammel sag, beskriver jeg en tanke, som for første gang slog mig, da jeg var et par og tyve år gammel.

Denne helt vilde tanke, at jeg er blevet betroet ikke bare en ret til at bede til Gud, men faktisk en ret til at komme frem med alt, hvad jeg har lyst til og brug for at komme med. Min angst for, hvordan det hele skal ende med os mennesker. En uro over de politiske vinde, som blæser i verden. En glæde over, at mennesker mange steder i verden finder vejen til deres skaber.

Ethvert menneske kan tvinge sin egen vilje igennem, men når jeg arbejder med i Guds værksted, bærer jeg brænde til det bål, som kan smelte og lutre selv de hårdeste hjerter. Gud regner med mig. Jeg skal ikke frelse verden – det har han selv gjort. Men jeg har fået en indbydelse. I den står der, om jeg vil gå med ham ud i verden for at gøre en forskel? Om jeg vil arbejde med i hans værksted, hvor beslutningerne formes, og om jeg selv vil være en del af det svar, han har lovet at give enhver, der spørger. Vil jeg være de fødder, som bringer godt nyt til forknytte og segnefærdige? Vil jeg være de læber, som hvisker de gode ord til en knust sjæl? Vil jeg være de hænder, som rækker en tørstig et glas vand? Vil jeg bringe hans kærlighed til en kærlighedsløs og kærlighedshungrende verden?

Det er næsten skræmmende og uvirkeligt, at jeg får lov at arbejde med i det værksted, hvor de store beslutninger træffes. Men det gør jeg. Jeg bliver regnet med. Der bliver lyttet til mig.

Den Almægtige lægger sit øre ned til mit hjerte og lytter efter, hvad der rører sig der.

I Guds værksted må jeg leve, hvile og være.

 

Har du hørt, at verden bliver

regeret fra din stue?

At du er med i verdens parlament?

At du er med, når store mænd

tager beslutning om, hvad der skal ske

med krig og fred på vores jord?

Du har ikke kun stemmeret,

du har taletid, så ofte som du vil.

 

I Guds værksted må du leve,

må du sige det, der fylder i dit sind.

I Guds værksted kan du ånde ud

og finde ly og læ for regn og vind.

Og jeg ved, at Gud vil lytte,

som en kærlig Gud og far.

Og vent så blot, du får at se, at du igen får svar.

 

Du kan føle dig forladt,

men der bliver altid lyttet,

når du kommer frem med det, der tynger dig.

Og tro nu ikke, alting blot

er bestemt på forhånd,

nej tro, at du har lov at tænke med.

Så tal du blot til ham,

der holder hele verden i sin hånd.

 

I Guds værksted må du leve,

må du sige det, der fylder i dit sind.

I Guds værksted kan du ånde ud

og finde ly og læ for regn og vind.

Og jeg ved, at Gud vil lytte,

som en kærlig Gud og far.

Og vent så blot, du får at se, at du igen får svar.