Indspillet på ”Fest i fjerne” i 1999
Jeg har mere end en håndfuld gange hørt min svigermor bede aftenbøn. Det er sket, når familien har været samlet og dagen er blevet rundet af i fællesskab. Hun havde en bøn, som hun ofte bad, og som jævnligt har rumsteret i mit hoved. Hun bad: ”Gud, vi beder dig for alle dem, som ingen andre beder for.”
Kan man bede sådan? Ja, det kan man godt. Faktisk er det en god tanke sådan at indlemme i sin aftenbøn alle de, som måske ikke har et eneste menneske, der har dem med i nogen aftenbøn.
Kan man nøjes med at bede sådan? Nu er jeg ikke teolog, men det kan man vel godt. Det nemmeste ville jo være at bede: ”Gud, jeg beder dig for hele verden. Amen.” Men jeg tror, at jeg i så fald vil gå glip af meget guld. At bede er at samtale med min far i himlen. Han har al magt, og når jeg snakker med ham, får jeg lov at blande mig i, hvordan verden skal være. Det er en vild tanke, som jeg i øvrigt har sunget om i en anden sang.
Måske var det min svigermors bøn, som fik mig til at rode med den sang, som senere blev til Aftenbøn. Det er en af de sange, som jeg har brugt allermest gennem årene. Den er så passende at slutte et indslag eller en koncert af med. Selv ved vores julekoncerter har vi brugt den, så publikum fik den at gå hjem på i en kølig decembernat.
Nogle sanges fødsel kan jeg huske i detaljer. Denne er en af dem. Jeg var gået en tur, sikkert for at klare tankerne lidt og var endt nede ved strandkanten. Vi boede dengang på Norddjursland, og når man løb, gik eller cyklede en tur, så endte man som regel på stranden. Vi gjorde i hvert fald. Kattegat havde en magisk tiltrækning, som vel enhver kyst har. Jeg var endt på en bænk ved vandet og sad og kiggede mod Norge. Jeg synes at erindre, at jeg var tung om hjertet. Jeg kan ikke huske hvorfor. Men som jeg sad der, dukkede en melodistump og en akkordrækkefølge op, som passede perfekt til den tekst, som tumlede rundt et sted i mine tanker.
Aftenbøn var på vej.
Der på bænken havde jeg første vers på plads, inden jeg vendte snuden hjemad for at få tekst og melodi på papir, inden sangen fløj sin vej.
Tanken i sangen er den, at på nogle mennesker er det tydeligt at se, at de er ude i tovene. Mennesker, man aldrig vil spørge, om de har det godt, for det har de åbenlyst ikke.
Det gælder de mange, som er på flugt fra krig, hungersnød, naturkatastrofer og forfølgelser. Dem er der alt alt for mange af i vores verden. Jeg tager dem med i første vers, fordi jeg ved at tage dem med i min aftenbøn også tager dem ind i mit hjerte. At tage et menneske med i sin bøn er ikke kun at lægge dem hos Gud. Det er også at tage dem til sig og arbejde med på, at det menneske må finde en god vej i livet.
Jeg ser for mig de mange, som har forladt det kendte for ufrivilligt at begive sig ud i det ukendte. Måske blev det meste efterladt for bare hurtigst muligt at komme af sted. Det vender sig i mig, når jeg på billeder ser børn, som kastes ud i den slags. Det er ubærligt.
Derfor får de en plads i min aftenbøn.
Jeg ser også for mig de mange, som lever på gaden. Ude i verdens storbyer skal de tælles i millioner, men vi behøver bare gå ind i en almindelig mellemstor dansk provinsby for at finde dem. Hjemløse eller forhutlede, for hvem livet ikke tog den vej, de sikkert som ung havde drømt om. Nu prøver de at få en dag til at hænge sammen på gaden, og når kroppen og tanken ikke magter mere for den dag, så må de se, om de kan finde en varm rist, en ikke-iskold trappeopgang, en krog ved en husmur eller måske en papkasse under en bro. Ikke et sted for et menneske at sove.
Den syge får også en tanke i min sang. Vi kender alle til, også fra en simpel influenza, at hvis man kommer til at ligge vågen, mens resten af huset sover, er natten uden ende. For de, som ligger med kroniske smerter eller en fremtid, som blev smadret mod et vejtræ, så er natten endnu tungere at komme igennem.
For alle de, beder jeg, at de må få lidt lindring og – måske helbredelse. Om ikke før så siden.
Men når jeg så er færdig med de skæbner, hvor det er åbenlyst, at livet klemmer, så vender jeg mig til at alle de af os, som har styr på tingene. Vi, der er sunde og raske, og som har en seng at sove i. For tilsyneladende har vi ikke nødvendigvis brug for, at nogen tager os med i deres aftenbøn. Og så alligevel. Kan jeg magte livet helt på egen hånd? Ikke altid. Træder jeg aldrig ved siden af? Jo, jævnligt. Er jeg ufejlbarlig i alle ting? Helt sikkert ikke. Kunne det under andre omstændigheder lige så godt have været mig, der var endt i en papkasse under en bro? Ganske givet.
Jeg kan ikke klare mig alene. Jeg er skabt til fællesskab med Gud og mennesker. Ikke meget kan knække et menneske som ensomhed. Ein Mensch ist kein Mensch, som de siger på tysk.
Så derfor vælger jeg i sidste vers at tage alle vi på-overfladen-perfekte-mennesker med i min aftenbøn. Vi, der kan svigte. Vi, der ikke altid står op for uretfærdighed. Vi, der er os selv nærmest. Vi, der – vores ressourcer til trods – har brug for, at nogen bærer med på vores liv og tager os med i deres aftenbøn.
Jeg beder for alle de, som ingen andre beder for.
For de mange, der flygter i natten
med en puls i det røde felt
Og får ly til den søvnløse søvn
i et flygtningetelt.
For den dreng, der må bære sin søster,
mens han ser sig forskræmt omkring
I hans blik er en tvivlende tro
på slet ingenting.
Bag de bjerge, hvor de kom fra
har de efterladt deres hjem,
Jeg beder for dem nu i natten,
at de dog må finde frem.
For de mange, der lever på gaden
med en pose fra A til Z
og som finder en rist med lidt ro,
når tanken bli’r træt.
For den syge, som vågner i natten
og kun venter på morgenlys,
og hvis svedige pande kun savner
et lindrende kys.
Jeg vil be’ dig om lidt lindring
til det bange og utrygge sind,
som frygter dette mørke,
hvor nattens kræfter går ind.
Og jeg vil be’ dig for os, der kan svigte
dem, der elsker os allermest.
os, der sætter en ære i at være,
som folk nu er flest.
Os, der aldrig får gjort det vi ville
mens vi lever et liv på klods.
hvis du ikke tager hånd om os nu,
er det ude med os.
Jeg har brug for nu i natten
at du sætter dig ved min seng,
og synger mig en vise,
med kærlighedens refrain.