I Guds hjerte
Indspillet på ”Så fik vi endnu en dag” i 1997
Jeg sad engang først i 90érne i et tog. Jeg boede dengang på Djursland og var stået på toget i Randers. Jeg skulle til et møde i Fredericia. På Aarhus H stod der ret mange mennesker på, og toget endte med at være temmelig fyldt. Jeg havde dog min plads, som jeg havde fået nogle stationer tidligere, da jeg selv var stået på.
Over for mig satte en herre sig. Han lignede en funktionær eller måske en underviser på en højere læreranstalt på vej hjem fra arbejde. Han havde sin attachemappe, tog allerede inden afgang nogle papirer op og begyndte at studere dem. Jeg havde ikke andet at lave end at studere mine medrejsende. En ikke uinteressant beskæftigelse. Kan varmt anbefales.
Nu er jeg bestemt ikke særlig god til at komme i kontakt med fremmede mennesker i et tog, så jeg erkender, at jeg aldrig kom til at snakke med herren over for mig. Men i smug studerede jeg ham, og jeg sad også og gættede på, hvem han var, hvor han skulle hen. Havde han familie, hvor gammel var han, og des lige. Og så slog den tanke ned i mig, at vi er milliarder af mennesker på denne jord. Her sidder bare en eneste, og alligevel aner jeg intet om ham. Jeg kender naturligvis de mennesker, der er i mit eget netværk, men jeg ved ikke alt om nogen, og jeg ikke noget om alle. Eksempelvis ved jeg jo ikke, hvor mange hår, de har på hovedet. Det aner jeg ikke engang noget om hos mig selv. Hvem gør det? Jeg har læst, at vi har op til 150.000 hår – fra starten af. Nogle mænd taber dem med tiden. Men vil man i gang med at fintælle hovedbunden, gør man vist klogt i at opdele den i mindre områder. Ellers går det ikke. Jeg kan huske, at jeg engang læste, at det er en udmærket beskæftigelse under en kedelig prædiken.
I en af salmerne i Det Gamle Testamente synger David, at Gud kendte ham som foster og har skabt hele hans krop, hans sind og hans sjæl. Man kan således i Salme 139 læse, at David er mere end almindelig kendt af Gud.
I beretningerne fra Det Nye Testamente siger Jesus, at Gud ved så meget om hver eneste af os, at selv alle vores hovedhår er talte. Det er sagt i samme sætning, som hvor han siger, at en spurv ikke falder til jorden, uden at Gud ved om det. Det lyder jo helt urimeligt. Med tanker på det væld af fugle og mennesker, som er på jorden, så må forstanden og tanken stå helt af. Min må i hvert fald. Det er jo fysisk umuligt. Jeg har fire børn med tilhørende svigerbørn og børnebørn, og de kan godt holde mig vågen om natten, når jeg ligger og tænker på, om de mon egentlig har det godt. Mere kan jeg ikke rumme. At Gud ved om hver eneste af verdens milliarder lyder vanvittigt. At jeg oven i købet forestiller mig, at jeg har hans fulde opmærksomhed, når jeg henvender mig til ham, forekommer endnu mere absurd. Hvad hvis 10 millioner mennesker gør det samme – i samme sekund?
Det er et af de steder, hvor min forstand må stå af. Jeg kan med mit hoved ikke begribe, at Gud har nogen som helst mulighed for at rumme og kende os alle. Men det har han sagt, at han gør. Og måske rammer jeg her det dilemma, at jeg vil forsøge at presse Gud ind i min beskedne forstand. Det er umuligt. Og kan jeg ikke forstå dette her med mit hoved, så forsøger jeg at forstå det med mit hjerte. Gud ved godt, hvem jeg er. Han ved det bedre, end jeg selv gør.
Ubegribeligt, og ubegribeligt skønt.
Alle disse tanker fyldte mit hoved den dag i toget på vej mellem Randers og Fredericia. Det gav anledning til en sang, som jeg allerede på hjemvejen samme dag sad og bryggede på. Jeg husker også, at jeg på gåturen fra banegården til busstationen i Randers havde fået færten af de første strofer. Sangen endte med at have fire vers, et vers for hver af de mennesker, som jeg valgte at tage med i sangen. Mennesker, som har betydet noget i mit liv – meget eller lidt, og fælles for de fire og alle vi andre er, at vi bor i Guds hjerte.
Det blev sangens titel.
I vers 1 kom min morfar ind. Han er et af de mennesker, som jeg altid har respekteret men næppe helt har forstået. Han døde for mange år siden. En stor mand var han, og levede det meste af sit liv i det vestligste Jylland. Han var sindig, stout, nøjsom og gudfrygtig. Nøgleord for en del mennesker på vestkysten – måske ikke mindst før i tiden. Han havde – husker jeg – meget store hænder. Han var smed, sådan en rigtig gammeldags en af slagsen.
Da han blev gammel blev han syg. Han fik kræft og svandt ind til noget der mindst af alt lignede min morfar. Jeg husker, at da jeg, dagen før han døde, så ham i den store sygeseng, der stod i hans stue, at da kunne jeg dårligt kende ham. Han var blevet så spinkel og tynd og svag, at der ikke var meget smed over ham mere.
Men han bor i Guds hjerte.
I andet vers valgte jeg at putte min daværende nabo ind. Han havde det ikke nemt, hverken med sig selv eller med livet. Han var ofte syg, han var alkoholiker, han var ensom, for familien havde givet op med ham for længst. Nogle dage græd han bitterligt over sig selv. Andre dage var han verdensmand og havde dårligt tid til at snakke, for der var så mange, der havde brug for ham, mente han og måtte skynde sig videre.
Han havde en del pokaler, for han havde været en vanvittig udholdende løber. Det fortælles, at han, da han boede i Aarhus, var med i en løbeklub. De skulle løbe maratonløb i Esbjerg om søndagen, men der var ikke plads til Børge i bussen. Så valgte han at løbe derned om natten, stillede til start i maratonløbet dagen efter, og fik så trods alt lov til at være med i bussen på vejen hjem.
Han har også været i Guinness rekordbog for at have været den, der kunne løbe længst på fem døgn. Jeg tror han løb over 700 kilometer. Nu står hans navn der ikke længere. Andre har siden løbet længere end han gjorde.
Han kom med i min sang, fordi jeg ofte havde ondt af Børge, og jeg må erkende, at jeg ind imellem følte mig som et noget bedre menneske end ham. Gud må have sat mere pris på mig end på Børge, hviskede en slange fra tid til anden i mit sind. Men det er ikke sandheden. Der er ikke noget, jeg kan gøre, som kan få Gud til at elske mig mere, og der er ikke noget, jeg kan gøre, som kan få Gud til at elske mig mindre. Jeg er elsket ud over alle grænser, og det er Børge også.
Han bor i Guds hjerte.
Jeg tænkte, at jeg i sangen også ville have det menneske med, som jeg kender bedst af alle. Min kone, Gitte. Jeg har været gift med hende, siden vi var små, og jeg plejer at sige, at jeg kender hende så godt, at jeg ved, hvad hun vil sige, allerede inden hun begynder at snakke. Jeg er meget glad for min kone, der har fulgt mig i tykt og tyndt og i lys og mørke. Alligevel tror jeg, at Gud ved mere om hende, end jeg gør – måske også end hun selv gør i virkeligheden. Det er vildt.
Hun bor i Guds hjerte.
Endelig fandt jeg frem til, at min ”rejsekammerat” fra toget også skulle have en plads i et vers. Han satte alle disse tanker i gang, så jeg fandt det mere end rimeligt, at han fik sit eget vers. For selv om jeg ikke kender ham, ikke ved, hvor han skulle hen, eller hvad han hedder. Ja, jeg ved ikke engang, om han stadig lever, så bor han i Guds hjerte.
Sådan kom sangen ”I Guds hjerte” til verden. Den var med på min første sådan rigtige CD i eget navn, ”Så fik vi endnu en dag” fra 1997. Det er en af de få sange, jeg har optrådt med på TV. Den var den ene af de to, jeg fik lov at bidrage med, da Danmarks Radio optog Vestjysk Gospelfestival i Lemvig i 1995. Det blev siden sendt adskillige gange i løbet af det år, især hen under jul.
Jeg har kendt ham lige siden jeg var lille
han var den vestligste jyde, jeg ved.
Han lært mig et og anet om livet,
du ved om Gudsfrygt og nøjsomhed.
Han blev gammel, han blev syg, og han blev lille,
og til sidst så var han slet ikke mer’
men jeg kan mærke alle minderne lever,
når jeg sidder lige så stille sådan her.
Jeg ved ikke hvem han er, sådan er det
men han bor et sted i Guds hjerte.
Så er der også ham, som ingen rigtig kender,
ham som ingen rigtig kendes ved,
ham, som ingen holder af at være sammen med
vi gør det mest af barmhjertighed.
Jeg har set ham når han går lidt alene,
mest når natten er skummel og grå
Han har aldrig rigtig tid til at snakke,
han har så travlt, det må jeg ku’ forstå.
Jeg ved ikke hvem han er, sådan er det
men han bor et sted i Guds hjerte.
Jeg har kendt dig siden skabelsens morgen
nej, måske er det længere tid endnu.
Der er ingen, der kan åbne mit hjerte
som en dør op på klem, lige som du.
Det er dig, der sætter plaster på såret,
det er dig, der holder stumperne sammen,
det er dig, der viser Jesus til rette,
mens jeg bare hvisker: Ja, og amen!
Jeg ved ikke hvem du er, sådan er det
men du bor et sted i Guds hjerte.
Jeg har kendt dig lige siden Århus down town,
lige siden toget satte sig i gang
Du har tumlet rundt et sted i mine tanker,
så nu gi’r jeg dig en plads i denne her sang.
Jeg ved ikke hvem du er og hvad du skulle,
jeg fik aldrig rigtig mod til at spø’r
men jeg kender en, der kender alle hjerter,
jeg gad vidst om du har hørt om ham før!
Jeg ved ikke hvem du er, sådan er det
men du bor et sted i Guds hjerte.