I en stille morgenstund
Indspillet på ”En verden til forskel” i 1990
En af de ældste sange, jeg har fået lov at lave, og som jeg stadig bruger ved mine koncerter, er ”I en stille morgenstund”. Den er skrevet på et tidspunkt sidst i 80’erne. I virkeligheden er det en rigtig dårlig titel, for den er på ingen måder en morgensang. Jeg husker også, at jeg, da jeg lavede melodien, ramte forkert på tangenterne, men det lød egentlig okay, så jeg beholdt ”fejlen”, og den har hængt ved lige siden. Faktisk har jeg af dygtige sangskrivere fået ros for melodiens opbygning lige på det sted, så det var da godt, at jeg ramte forkert på tangenterne.
Sangen er et typisk tema i en hymne, skrevet af en bekymret sjæl som mig. Jeg kan ligge søvnløs ved tanken om, hvordan fremtiden kommer til at se ud. Ikke så meget min egen som mine børns og mine børnebørns. Hvor ender det hele? Jeg tror, det var derfor, denne sang kom til verden for mange år siden, da jeg en dag sad ved klaveret i vores stue.
Må jeg i øvrigt i en indskudt bemærkning fortælle, at selvsamme klaver var med i flyttelæsset, da vi i 1991 flyttede til Fjellerup på Norddjursland. Jeg kørte selv flyttebilen, og da jeg alene var ude med et læs, kunne jeg fint bære alle kasser og småmøbler ind, men klaveret kunne jeg ikke stille noget op med. Jeg valgte derfor at lade instrumentet blive stående i bilen og tage det med tilbage. Så kunne det blive læsset af, når vi senere på dagen igen kom til det nye sted med flyttebilen.
Jeg lod klaveret blive i bilen med det resultat, at det væltede med et øresønderrivende brag i første sving. Det landede så at sige på ryggen, og alle tangenter hoppede ud af deres plads. Jeg erindrer tydeligt, at det var noget af et puslespil at få tangenterne til at sidde rigtigt igen. Ikke to af dem var helt ens, så det tog tid, før klaveret igen var spilbart. Men ellers havde det ikke lidt overlast.
Tilbage til sangen.
Jeg holder meget af – på YouTube – at se blinde mennesker løbe. Det lyder måske underligt, men de står for mig som noget af det modigste. Prøv du at gå 100 meter med lukkede øjne. Du tør ikke. Prøv så at løbe 100 meter, eller sågar løbe 100 meter alt, hvad du kan. Du tør ikke. Jeg tør ikke. Vi er bange for at løbe ind i en lygtepæl eller falde over et stakit. Disse blinde mennesker gør det på godt og vel 10 sekunder. Jeg synes, det er vildt imponerende. En af mine store helte er en irer, som hedder Jason Smyth. Han er sindssygt hurtig og har med afstand verdensrekorden i sin gruppe af atleter.
Men når jeg holder af at se de mennesker løbe, så hænger det sammen med, at det minder mig så meget om det at være menneske. Det er jo som at gå eller løbe med lukkede øjne ind i en fremtid, som ingen af os kender. Jeg ved jo ikke, om jeg billedligt talt løber ind i en lygtepæl i morgen, eller om jeg falder over en hæk eller et stakit. Måske løber jeg ud over en skrænt eller ud foran en bil. Hånden på hjertet, vi kender ikke dagen i morgen.
Men her er det, at utrygheden får mig til at gribe den udstrakte hånd fra Gud, min far. Med ham i hånden kan det – for at sige det, som vi gør, der hvor jeg kommer fra – ikke gå helt galt. Han kender dagen i morgen. Han har været der for længst. Med ham ved siden af mig tør jeg godt gå eller løbe morgendagen i møde. Jeg holder mig ofte til nogle ord, som Moses gav videre til Josua og hele sit folk: ”Vær modige og stærke! Vær ikke bange, og nær ikke rædsel for dem, for Herren din Gud går selv med dig, han lader dig ikke i stikken og svigter dig ikke.” Jeg tror heller ikke, han svigter mig.
Et andet klip, jeg holder så meget af på YouTube, er en video, der viser den engelske 400-meter-løber Derek Redmond ved De Olympiske Lege i Barcelona i 1992. Man er nået til semifinalen, og Redmond løber på bane 5. Han er en af favoritterne og er i sit livs form.
Starten går, og den britiske sprinter kommer godt fra land, men efter 150 meter lyder der et smæld i låret på ham, og han må stoppe. Han synker sammen på løbebanen, mens de øvrige løbere pisker mod målstregen. Redmond sidder et minut eller to, men så rejser han sig pludselig og begynder at humpe af sted. Der kommer straks officials ind på banen for at stoppe ham, for hans ærinde er nytteløst. De andre er allerede nået i mål, men han kan ikke stoppes. Nogle officials mener sikkert, at man slet ikke må løbe der, når nu løbet er afgjort. Derek fortsætter.
Da han kommer ned i svinget og mangler 150 meter, kommer der pludselig en tilskuer ind på banen. Tilskuere må naturligvis ikke komme ind på selve løbebanen, så igen kommer nogle sikkerhedsfolk på overarbejde. De forsøger at stoppe den skøre mand. Men det kan de godt opgive. Han verfer dem væk, for han skal bare ind til den løber der. Og det kommer han.
Det er Derek Redmonds far.
Han har siddet og set, at junior er i problemer, så han skal ind at hjælpe ham, koste hvad det vil. Så kan officials være officials. Han kan ikke stoppes.
Og så tager faren sin søn om skulderen og støtter ham, mens de to humper ned ad langsiden mod målstregen. Publikum har opdaget, hvad der foregår og tiljubler de to, mens sikkerhedsfolk stadig forsøger at stoppe dette nytteløse scenarie.
Derek fuldfører sit løb med sin far som støtte, og han er siden gået over i historien som den mand, der viste, hvad det vil sige at fuldføre noget, også når det gør ondt. Han har med sin jernvilje været til inspiration for mange.
Hele seancen har også for mange kristne været en af de mest tydelige måder, nogen har vist Guds faderlige omsorg på. Hvis han ser, jeg har brug for ham, så kan intet stoppe ham. Ikke engang mørke sikkerhedsfolk eller emsige djævelske officials. Han er ved min side, når jeg har brug for ham, og han står inde for, at vi når ned over den målstreg.
Som Derek Redmonds far sagde til sin søn, mens de humpede på det olympiske stadion i Barcelona: ”Vi har startet det her sammen, vi slutter det sammen.”
De to videoer kendte jeg ikke, da jeg lavede denne sang. Hverken internet eller YouTube var opfundet og udbredt dengang. Men de illustrerer præcist den tanke, som jeg havde rumsterende i mit hoved, da jeg skrev sangen.
Jeg går ikke alene, selv om jeg går i mørke og ikke kender vejen. Fantastisk. Jesus siger et sted i Matthæus-evangeliet, at vi ikke skal bekymre os om dagen i morgen. Så det prøver jeg at lade være med. Og det er til at gøre, når jeg nu ved, at Gud går med, også i morgen.
I øvrigt var denne sang medvirkende til, at jeg agtede at indstille min sangskrivning. Et forældrepar fortalte mig på et tidspunkt, at de havde mistet deres datter. Hun havde fået kræft og døde af sygdommen. Hun var på det tidspunkt kun teenager. Men disse forældre betroede mig, at denne sang var en, deres datter ville høre igen og igen, da hun lå på sit yderste. Det er lige før, hun døde med den sang på sine læber.
Det gav mig koldsved, for pludselig gik alvoren op for mig. Her sidder jeg i min selvbestaltede visdom og flikker nogle bevingede ord sammen, hvorefter jeg kalder det en sang. Så sender jeg den ud på en CD og lader den leve sit eget liv. Og derude i den virkelige verden kan den så altså lande ved en døendes sygeseng. Da jeg havde fået den beretning at vide, turde jeg ikke skrive sange i et stykke tid. Hvem er jeg, at jeg skulle kunne skrive ord, som andre mennesker vil leve og dø på? Det kan jeg jo ikke.
Men efter nogen tid gik det op for mig, at det måske netop heller ikke er sådan, det forholder sig. Måske er jeg bare et prisme, som lyset fra skaberen går igennem. Det brydes og kan derefter ses og høres af andre på en anden måde, end det kunne, inden det gik igennem min prisme. Jeg skaber ikke nyt som sådan. Jeg refererer bare de strofer, som opstår i mit sind, eller som flagrer forbi, og giver dem videre.
Derefter gik jeg igen i gang med at skrive sange.
Jeg har også mere end én gang oplevet, at jeg efter en middelmådig koncert, hvor jeg var aldeles uoplagt, bagefter bliver mødt af et menneske, som med bevægelse i stemmen takker for ord, som gjorde så inderligt godt lige i det menneskes liv. Så skammer jeg mig lidt over, at jeg kan få den tanke, at det er mig og min dagsform, der er afgørende, for det er det ikke. Det er mit ansvar at være velforberedt, at guitaren stemmer, at jeg er udhvilet, at jeg er kommet til tiden, at jeg ved, hvad jeg vil spille, og mange andre praktiske ting. Men om en sang går hjem, er ikke mit ansvar, og godt for det. Det ligger hos en, som er stærkere og visere og større, end jeg er.
I en stille morgenstund
går jeg ud for at møde dig Gud.
Du er her, når jeg be’r til dig,
når jeg øser mit inderste ud.
Jeg vil møde dig, hvor jeg end er.
Om jeg er i de fjerneste egne.
Du er altid så nær som den hånd,
jeg kan folde i bønnen til dig.
Lige meget, hvor jeg end går hen, så har du altid været der først.
I det dybeste mørke, der vil jeg møde dig.
Lige meget, hvad jeg kommer ud for, har du altid prøvet det først.
I min inderste glæde, der er du sammen med mig.
Hvis jeg var der, hvor solen står op.
Der hvor havet og himlen vil mødes.
Så vil jeg stadig møde dig Gud,
du er der med din fylde og fred.
Hvis jeg vandrer i tårernes dal,
Der, hvor døden raser og råder,
så er du også der med den kraft,
der engang slog døden ihjel.
Lige meget, hvor jeg end går hen, så har du altid været der først.
I det dybeste mørke, der vil jeg møde dig.
Lige meget, hvad jeg kommer ud for, har du altid prøvet det først.
I min inderste glæde, der er du sammen med mig.