Biografi

Når man er opvokset i en bondeslægt i Vestjylland med rødder i landbruget så langt tilbage som vores slægt kan kortlægges, så er professionel musiker ikke den beskæftigelse, en forælder tænker på først, når man vil hjælpe sine børn godt i vej. Det, tror jeg, også kan siges om mine. Og jeg skal da ærligt indrømme, at jeg rent faktisk er uddannet ved landbruget, dog uden at få alt for hård hud på fingrene og al for megen jord under neglene, for jeg har en naturvidenskabelig uddannelse, jeg er cand. agro. Jo jo, jeg er akademiker. Jeg er uddannet på Landbohøjskolen i København. Jeg har stort set ikke brugt den uddannelse til noget som helst, men måske var jeg alligevel ikke blevet til det, jeg er, uden det stykke papir i hånden. Sådan er vejene så uransagelige set i bakspejlet.

DSC07128.JPG

At det blev guitaren jeg mest benytter kommer af min tid som teenager. Jeg begyndte først at spille guitar i 8. klasse, hvor jeg var kommet på efterskole. Jeg kunne spille trompet, fordi jeg havde lært det tidligt i min barndom og for øvrigt også havde haft nogle dejlige år i Skjern Brassband og i Skjern Harmoniorkester. Jeg har sågar spillet trompet for Hendes Majestæt, Dronningen. Men jeg kunne godt fornemme, at en trompet ikke rigtig gør sig, når man er teenager og gerne vil i kontakt med det modsatte køn. En fyr på skolen kunne spille guitar, og jeg spottede, at han altid var omgivet af piger, når han spillede og sang, så jeg konkluderede, at tiden var inde til at skifte instrument.

Jeg købte en guitar og hægtede mig på den ombejlede fyr, der lærte mig et greb eller to. Og så var banen stukket ud. Jeg lærte indtil flere akkorder, og det er jo det geniale ved en guitar. Når man kan to akkorder, kan man spille 1000 sange, og når man kan tre akkorder, kan man spille 5000 sange.

Guitaren var det og guitaren blev det. Jeg har aldrig været nogen ørn endsige nogen ekvilibrist på en guitar, men den er et godt brugsinstrument, og som sådan har jeg brugt den i nu over 35 år. Til at begynde med var det i det band, som vi startede tidligt, og som senere udviklede sig til det legendariske ”Josua”. Vi udgav i 1990 en CD, der sagt i al beskedenhed må betegnes som en udgivelse, der gav genlyd. Den blev udgivet på Indre Missions musikforlag, og alle sejl blev sat i bestræbelserne på at sælge og promovere CDen, som havde fået titlen ”En verden til forskel”. Der blev sågar lavet et par musikvideoer, og det faktum, at Indre Mission udgav rock og lavede musikvideo, fik mange medier til at spærre øjnene op. Vi spillede flere gange i direkte tv og i masser af lokalradioer, og selv DR’s TV-avis tog sagen op og bragte et indslag. Ikke underligt, at CDen hurtigt blev udsolgt. Folk købte den om ikke for andet så af ren nysgerrighed. Så let går det ikke i dag.

Forfra.jpg

Da Josua-epoken i 1991 sluttede, startede jeg lidt ud på egen hånd. I starten med tvivlsomt resultat, hvilket i 1993 resulterede i kanon dårlige anmeldelser af min CD, ”Ørkenvandrer”. Set i bakspejlet blev den heller ikke, som jeg havde håbet, og der var sikkert en del om snakken, når jeg blev haglet ned under gulvbrædderne. Det gav nogle grimme sår på sjælen, som trykkede mig noget ned i et par år, men det lærte mig også meget om mine egne ressourcer og mangel på samme. Og jeg tror egentlig, at jeg rejste mig styrket, børstede støvet af og blev en mere afklaret sanger og sangskriver. Samtidig røg vi i vores lille familie ind i noget hård sygdom, som endnu mere satte livet i relief. De to ting, tror jeg, lærte mig meget om det at være menneske, og måske lærte de mig også at se de små ting, som der er plads til at tage op i en sang, når man gerne vil fortælle om de store ting i livet.

Siden da har jeg udgivet flere CDer, som du kan læse om andetsteds på dette websted, og i dag er jeg en glad musiker, der finder det fantastisk privilegeret at kunne få lov til at leve af sin hobby og lave det, jeg allerhelst vil lave.

 

© Hans Jørn Østerby 2016